En mand fra Hjørring fik sig torsdag noget af en overraskelse.
I et hulrum bag nogle køkkenskabe i et hus på Bagterpvej i Hjørring fandt Martin Elefsen, der lige har overtaget huset, torsdag omkring klokken 16 fire rifler, et maskingevær og en masse ammunition.
Det skriver Nordjyske.
– Jeg har lige overtaget huset og var ved at tage de gamle køkkenskabe ned, da jeg opdagede to hulrum over dem.
– Og der så jeg fire rifler og et maskingevær – nok fra Anden Verdenskrig. Og en masse ammunition. Der er røggranater og noget sprængstof – men ingen detonatorer, siger han til mediet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Torsdag aften var Nordjyllands Politi på adressen sammen med Forsvarets bombe- og ammunitionsrydningstjeneste. Begge har dog forladt adressen igen, skriver TV2 Nord.
Til TV2 Nord fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Rene Kortegaard, at politiet havde tilkaldt EOD, da der var fundet våben, som formentlig stammer fra Anden Verdenskrig, og plastisk sprængstof.
Martin Elefsen er ved at renovere huset, som han overtog for et par uger siden, og det var i den forbindelse, han var ved at tage skabene ned.
På videoer fra stedet kan man se uniformerede betjente, der bærer flere pakker ind i biler på stedet. På samme video ses også en lastbil med anhænger fra EOD.