Et stort antal børnefamilier er involveret i sagen på Rigshospitalet. Nu bliver politikerne orienteret
Lørdag formiddag kommer der opsigtsvækkende meldinger fra Rigshospitalet.
Meldingerne hospitalet har ramt alle danske mediers forsider og involverer en lang række familier, hvis børn har været indlagt i løbet af de seneste måneder.
Politikerne i Region Hovedstaden er blevet orienteret, og nu vil Rigshospitalet skærpe sine procedurer på området, lyder det.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er i alt 32 spædbørn på neonatalafdelingen på Rigshospitalet, der er blevet testet positiv for stafylokokker siden maj.
Det viser oplysninger, som hospitalet har orienteret politikere i Region Hovedstaden om. Berlingske har også adgang til oplysningerne.
Stafylokokker er en sygdom, der blandt nyfødte også tidligere har været brudt ud på Rigshospitalet – og som i det tidligere smitteudbrud har haft konsekvenser for nogle af børnenes udvikling.
Dengang var 68 indlagte børn smittet, og derfor er tallet altså nu sammenlagt 100.
En neonatalafdeling er specialiseret i behandling og pleje af for tidligt fødte børn.
Der er tale om smitte med en specifik type af den såkaldte MSSA-stafylokokbakterie. Den er alment kendt og kan behandles med almindeligt anvendt antibiotika.
Seks af børnene er blevet behandlet med antibiotika som følge af smitten. De resterende har været det, man kalder bærere af sygdommen.
Ifølge Berlingske er vurderingen, at hverken smitte eller behandling har ført til “kendte komplikationer” hos de berørte børn.
Avisen har tidligere berettet om problemer med smitte med stafylokokker på Rigshospitalet.
I maj sidste år beskrev den, at 68 kritisk syge spædbørn var blevet smittet. Også her var det gået ud over afdelingen for tidligt fødte børn.
Her var der tale om smitte med MRSA-stafylokokbakterien, der omvendt er resistent over for de antibiotika, man normalt anvender.
For raske børn og voksne er det ikke farligt at bære MRSA-bakterien. Men er man syg eller svækket, kan bakterien give alvorlige infektioner.
Det blev efter udbruddet konstateret, at smitten forstyrrede udviklingen af en knogle hos to af de 68 smittede børn.
Det nyeste udbrud har fået Rigshospitalet til at skærpe sine procedurer for hånd- og underarmshygiejne.
På samme tid lyder det dog fra hospitalet, at udbrud af denne type kan være svære helt at undgå, skriver Berlingske.
Det skyldes blandt andet, at bakterierne er almindelige blandt raske mennesker, og at den intensive behandling på neonatalafdelinger på samme tid kræver tæt fysisk kontakt mellem sundhedspersonalet og patienterne.
– Vores ansvar er både at beskytte de aktuelle patienter og at sikre, at vi lærer mest muligt af forløbet for at styrke patientsikkerheden fremadrettet, siger cheflægen på afdelingen Morten Breindahl til avisen.
RITZAU

