BREAKING: 32-årig sigtet for drab på Emilie Meng

Foto: Privat

Politiinspektør Kim Kliver har i disse sekunder på et pressemøde foran politistationen i Næstved oplyst, at den 32-årig varetægtsfængslede mand fra Filippa-sagen nu også er sigtet for drab på Emilie Meng

Den 32-årige mand, der er anholdt i Filippa-sagen, er netop blevet sigtet for drab, voldtægt og frihedsberøvelse på Emilie Meng tilbage i 2016.

“Vi har selvfølgelig undersøgt, om den sigtede kan sættes og forbindelse med uopklarede sager. Herunder ikke mindst drabet på Emilie Meng i 2016. På baggrund af dette har politiet sigtet manden i forbindelse med Emilie Meng-sagen,” siger Kim Kliver på pressemødet.

Derudover er den 32-årig også blevet sigtet i en sag fra november sidste år i Sorø, hvor han ifølge sigtelsen skal have truet en 15-årig kvindelig efterskoleelev med en kniv og tvunget hende ned på jorden, da hun var ude på en aftengåtur. Pigen gjorde dog så meget modstand, at den 32-årige endte med at flygte fra stedet.

“Da vi med anholdelsen af den 32-årige har haft mulighed for at fokusere vores efterforskning mod en konkret mistænkt, har en række yderligere efterforskningsskridt ledt frem til, at vi har fundet det rigtigst at rejse sigtelse mod ham for frihedsberøvelse, voldtægt og drab på Emilie Meng samt for trusler med kniv, forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt af en ung kvinde i Sorø sidste år,” siger politiinspektør Kim Kliver.

Den 32-årige er altså sigtet tre forskellige sager nu. Til B.T. oplyser hans advokat, at han nægter sig skyldig i sagen fra Sorø og Emilie Meng-sagen. Han erkender dog delvist sigtelserne i Filippa-sagen.

Kim Kliver oplyser på pressemødet, at man fortsat vil se på, om den 32-årige mand er involveret i andre sager.

Kim Kliver vil under pressemødet ikke svare på, om den 32-årig mand er tidligere straffet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den 32-årige sigtede

SE OGSÅ: KVINDE VOLDTAGET I NORDSJÆLLAND

17-årige Emilie Meng forsvandt tidligt om morgenen den 10. juli 2016 i Korsør, efter hun og hendes veninder var ankommet med toget fra Slagelse.

En større eftersøgning blev efterfølgende sat i værk, hvor mange frivillige blandt andet deltog.

Eftersøgningen førte dog ikke til et fund af Emilie Meng. Til gengæld blev liget af den 17-årige pige fundet den 24. december 2016 af en hundelufter i en mose ved Regnemarks Bakker ved Borup.

Kort efter oplyste politiet på et pressemøde, at Emilie Meng havde været udsat for en meget grov forbrydelse.

SE OGSÅ: BREAKING: INDKALDER TIL NYT PRESSEMØDE OM 32-ÅRIG SIGTET I FILIPPA-SAGEN

Den 32-årige mand, der er sigtet i sagen, blev anholdt den 16. april i år på en adresse i Korsør, hvor også 13-årige Filippa opholdt sig.

Hun var 27 timer forinden blevet kidnappet og bortført fra den vestsjællandske by Kirkerup.

En intensiv eftersøgning og efterforskning førte sidenhen til et villahus i Korsør, hvor den 13-årige pige blev fundet i live, og den 32-årige mand blev anholdt.

Han blev dagen efter under et grundlovsforhør ved Retten i Næstved varetægtsfængslet sigtet for voldtægter, voldtægt ved andet forhold end samleje, flere tilfælde af vold, trusler om vold og længerevarende frihedsberøvelse af den 13-årige pige.

Den 32-årige har delvist erkendt sigtelserne fra Filippa-sagen. Under grundlovsforhøret blev dørene dog lukket for pressen, og derfor er det ikke kendt, hvilke af forholdene, som den 32-årige erkender.

SE OGSÅ: VAREBIL KØRER IND I NETTO-BUTIK: KVINDE KØRT PÅ HOSPITALET

For få dage siden kunne B.T. afsløre, at den 32-årige sigtedes gamle bil var en Hyundai i30. Det var samme type bil, som politiet efterlyste i 2016 i forbindelse med Emilie Mengs forsvinden. Det var samme år, at den 32-årige også ejede pågældende bil.

Den bil sendte den 32-årige i 2021 til en ophugger efter en totalskade. Dansk politi har i sidste uge kunne spore bilen til Slovakiet, hvor autoophuggeren har solgt den til. Bilen er nu blevet beslaglagt og er i politiets varetægt.