Bande-konflikt: Politiet forlænger visitationszoner!

For at forebygge nye hændelser i en verserende konflikt mellem Hells Angels (HA) og den forbudte bande Loyal To Familia forlænger Københavns Politi to visitationszoner frem til 9. oktober klokken 18.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Samtidig fortsætter opholdsforbuddet på tre rocker- og bandetilholdssteder i hovedstadsområdet.

Det er således fortsat forbudt at opholde sig på stederne frem til 9. oktober klokken 19.

LÆS OGSÅ: Mulig konflikt i København: Politiet talstærkt til stede

Der er tale om adresserne Svanevej 5 i Nordvestkvarteret i København, Tømmerup Stationsvejs 8B i Kastrup samt Siljangade 10 i København S.

Siden visitationszonerne blev etableret 28. august har politiet visiteret omkring 650 personer og har fundet eller beslaglagt 28 stikvåben og otte andre våben. 20 personer er blevet sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

Visitationszonerne dækker Christiania, dele af Amager samt Nørrebro og Nordvest.

LÆS OGSÅ: Se video og fotos: Politiet lukker rockerborg

– Borgerne i de berørte områder og i resten af kredsen skal kunne føle sig trygge og sikre, og derfor fortsætter vi vores indsats, siger chefpolitiinspektør ved Københavns Politi Søren Thomassen.

– Med tre lukkede tilholdssteder og to visitationszoner – hvor vi er meget synligt til stede – lægger vi et markant pres på de involverede grupperinger, for vi vil ikke acceptere de voldelige hændelser, der udspringer fra de miljøer.

Det er ikke kun Københavns Politi, der har valgt at indføre opholdsforbud i forsøget på at dæmpe konflikten.

LÆS OGSÅ: Krig mellem Hells Angels og Loyal To Familia: Politiet lukker to rocker-klubhuse

Fredag meddelte flere jyske politikredse, at man har besluttet at lukke i alt tre HA-klubhuse i henholdsvis Lystrup, Randers og Nørresundby. Også en brætspilscafé i Kolding udsættes for et foreløbigt indgreb fra politiets side.

Forbuddene gælder frem til 6. oktober og er indført for at hindre, at konflikten spreder sig til det jyske, lyder det.

Det drejer som om Marøgelhøj 5 i Lystrup, Rådmands Boulevard 50 i Randers og Østergade 24 i Nørresundby.

LÆS OGSÅ: Flere politikredse følger trop: Lukker rockernes klubhuse på stribe

I Kolding gælder det brætspilscaféen “Spilloppen” på Låsbygade 38. Sydøstjyllands Politi mener, at caféen bruges af rockere som tilholdssted.

Tidligere på måneden valgte Nordsjællands Politi, at opholdsforbuddet skal gælde på to adresser i henholdsvis Hørsholm og Kvistgård frem til tirsdag klokken 15.30.

Derudover har Københavns Vestegns Politi lukket tilholdssteder i Rødovre og Taastrup.

LÆS OGSÅ: Politiet lukker brætspilscafé

Hvis man overtræder forbuddet, risikerer man at blive idømt frihedsstraf.

Ifølge politiet kan drabet på en 30-årig mand med tilknytning til Hells Angels i Pusher Street i slutningen af august forklares med konflikten.

Det samme gælder eksplosionen i Hells Angels’ klubhus på Svanevej i København for omkring tre uger siden.