Adskillige skud affyret: Uhyggelige detaljer

Fredag morgen var politiet massivt til stede i et boligkvarter efter et skyderi natten til fredag. Politiet oplyste, at flere skud blev affyret

Østjyllands Politi afspærrede fredag morgen et større område omkring boligblokkene på Damagervej i Viby efter en skudepisode.

På billeder fra stedet kunne ses flere betjente og hundepatruljer, der afsøgte området, mens politiets gule markeringer blev lagt på vejen.

Nu kan billeder fra stedet vise skudhuller, som har ramt omkring et vindue, men ikke på selve vinduet.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Adskillige skud har ramt dette nedløbsrør ved adressen.

Personen i lejligheden er altså ikke blevet ramt af skud, og skuddene har heller ikke været placeret gennem ruden.

Østjyllands Politi bekræftede på det sociale medie X, at der skete et skyderi.

‘Vi er til stede på Damagervej i Viby J efter en episode i nat, hvor der er afgivet flere skud. Efterforskningen forventes at fortsætte på stedet hele formiddagen,’ lød det fra politikredsen kort efter klokken 08.00 fredag.

Der er ikke nogen personer, der er blevet ramt af skuddene – ligesom politiet heller ikke er skredet til anholdelse af nogen.

Østjyllands Politi oplyser til Ritzaus Bureau, at man formoder, at skyderiet har relation til et brandangreb og et knivstikkeri i den forgangne periode.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Hvis man har været vidne til skyderiet – eller har andre oplysninger i sagen – bedes man kontakte Østjyllands Politi på telefon 1-1-4.

Der er i den seneste periode sket flere alvorlige, kriminelle handlinger i Aarhus. Den 26. juni blev en 25-årig mand dræbt med knivstik i Grøfthøjparken, mens en 20-årig mand tre dage senere blev stukket ned i en parkeret bil ved Grundtvigsvej.

Natten til tirsdag blev desuden udført et brandangreb mod en boligblok på Gudrunsvej i Brabrand. Østjyllands Politi mener, at der er sammenhæng mellem knivstikkeriet og brandangrebet.