98 kilo amfetamin: 37-årig mand skal i fængsel i 14 år

En 37-årig mand fra Jyllinge er mandag blevet idømt 14 års fængsel for at have modtaget adskillige kilo amfetamin.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Manden har over for en dommer ved Retten i Horsens tilstået, at han to gange i løbet af 2020 modtog sammenlagt 98 kilo amfetamin på adresser i Østjylland.

LÆS OGSÅ: Kvinde sigtet: Efterlod hund i bilen i flere timer

Politiet mistænker, at det skete i forening med en 41-årig horsensianer, der har tilknytning til en rockergruppering.

De blev begge anholdt og sigtet for handel med store mængder narkotika i slutningen af august.

Den 37-årige er desuden dømt for at have modtaget og videresolgt fem kilo kokain i juli på en adresse i Hvidovre.

LÆS OGSÅ: Politiet sure over banner fra FCK-fans: – Det er noget svineri!

Handlen blev planlagt ved brug af krypteret kommunikation, som den 37-årige brugte i forsøget på at skjule sin identitet gennem en anonym profil på tjenesten Sky ECC, skriver NSK.

Jacob Gents, specialanklager hos NSK, er tilfreds med straffen, der er i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand.

– En solid efterforskning har afdækket handel med meget store mængder amfetamin og kokain, og det er på den baggrund, at sagen allerede er afgjort, siger han i pressemeddelelsen.