37-årig anholdt: Ville flyve hash ind til patient

Arkivfoto

En 37-årig mand er blevet anholdt, fordi han efter politiets opfattelse søndag forsøgte at flyve 10 gram hash ind til en patient på Sankt Hans Hospital på Boserupvej i Roskilde.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Den 37-årige – som er uden fast bopæl – forsøgte at flyve hashen ind til patienten med en drone.

Den mistænkte erkendte at være ejer af den nu beslaglagte drone, som han havde styret ind over hospitalets område. Han erkender også at have været i besiddelse af hashen i snoren under dronen.

Den 37-årige var blevet identificeret ved efterforskning i sagen, som politiet stadig undersøger yderligere. Det gør politiet for at få afklaret, om der er flere, der kan mistænkes for at have en rolle i indsmuglingssagen.