Kong Frederiks ven og næstformand i Lego-familiens investeringsselskab har lørdag mistet livet under en skitur
Michael Halbye, der er næstformand i Lego-familiens investeringsselskab, Kirkbi, mistede lørdag livet i en skiulykke.
Det oplyser Kirkbi til Ritzau.
Under skituren faldt han på en pist og blev efterfølgende bragt til hospitalet, men på grund af indre blødninger stod hans liv ikke til at redde.
Halbye har været en del af pengetankens bestyrelse siden 2020 og har været næstformand siden 2022.
Formand Thomas Kirk Kristiansen siger i en udtalelse, at det er med stor sorg, at han modtog beskeden om næstformandens pludselige død.
– Vores tanker og omsorg går til Michaels familie og nære, der nu står overfor at skulle bearbejde et uventet tab af en mand, der i alle livets facetter har efterladt et stort og positivt indtryk på sine omgivelser.
– Vi vil savne Michael som næstformand, men først og fremmest som menneske. Æret være hans minde, siger formanden.
Michael Halbye, der blev 64 år, var også en del af bestyrelsen i Mary Fonden, hvor dronning Mary er formand. De primære indsatsområder i fonden er mobning og trivsel, ensomhed og vold i hjemmet.
Berlingske har tidligere skrevet, at Halbyes forbindelse til kongefamilien også bestod af en relation til kong Frederik.
Han blev ifølge mediet udpeget til at give kongen – dengang kronprinsen – en indføring i dansk erhvervsliv. Det udviklede sig siden til at privat venskab.
Michael Halbye har også en lang fortid i konsulentvirksomheden McKinsey, som han var med til at bygge op på dansk grund.
/ritzau/