I går blev kvindernes internationale kampdag fejret, og i den anledning har Københavns Kommune besluttet at hylde kvindelige politikere gennem tiden.
Københavns Kommune vil hylde kvindelige borgerrepræsentanter gennem tiden med et nyt vægmaleri, som bliver udstillet på Københavns Rådhus. Det sker i anledning af kvindernes internationale kampdag, der fandt sted i går.
Formålet med maleriet er at anerkende kvinders politiske bidrag til Københavns udvikling og samtidig inspirere kommende generationer.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
“Kvinder har været en vigtig del af Københavns politiske historie, lige siden vores formødre fik tilkæmpet sig valgret. Det skal man også kunne se på vores rådhus,” forklarer sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Bag vedtagelsen står Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Alternativet og Liberal Alliance.
Maleriet markerer også 116-årsdagen for, at kvinder fik fast plads i borgerrepræsentationen. Selvom danske kvinder fik stemmeret til kommunalvalg i 1908, blev de først i 1915 tildelt stemmeret ved folketingsvalg.
Håber, det vil inspirere nye generationer
Politisk ordfører Laura Rosenvinge (S) håber, at maleriet vil inspirere nye generationer.
“Vægmaleriet bliver en vigtig hyldest til de kvinder, der har banet vejen for andre, og jeg håber, det samtidig vil inspirere nye generationer til at engagere sig i vores demokrati og sætte deres præg på fremtidens København,” siger hun i pressemeddelelsen.
Selvom det endnu ikke er besluttet, hvilke kvinder der præcist skal afbilledes, er navne som Ritt Bjerregård, Sophie Hæstorp Andersen og Sophie Horten blevet nævnt som mulige kandidater.
Den præcise placering af maleriet på Rådhuset er endnu ikke fastlagt.
I december 2024 afslørede Folketinget et maleri, der hyldede kvindelige folketingspolitikere gennem de sidste 100 år, som en kvindelig modpart til Herman Vedels portræt af de 30 mænd, der stod bag grundlovsændringen i 1915, som gav kvinder stemmeret ved folketingsvalget.