Det er blevet tid til den traditionsrige sæsonafslutning på Bakken. I morgen, søndag 13. september, ruller flere tusinde motorcyklister gennem København, når turen går mod Bakken.
Motorcyklerne samles på Nørrebrogade, inden de efter planen kører afsted omkring klokken 19.00. Herfra går turen gennem København NV og videre mod Klampenborg og Bakken.
En tradition for store og små
Langs ruten plejer både københavnere og motorcykelentusiaster at stille sig op for at se de mange motorcykler kører forbi. Det er efterhånden blevet en fast og ret larmende del af sensommeren i København.
Bakken åbner i efteråret
I efterårsferien bliver Bakken forvandlet til et efterårslandskab med masser af græskar, efterårsfarver og både hygge og uhygge. Fra 10. til 18. oktober inviterer Bakken til “Bakken After Dark”, hvor du kan opleve forlystelsesparken i efterårsferien.
Så når motorcyklerne har forladt København søndag aften, er det altså ikke sidste gang i år, der er liv på Bakken.

