Modstanden mod datacentre vokser: Krav om byggestop og demonstrationer i hele Europa

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Modstand mod de store datacentre der begynder at skyde op i Danmark er til at føle på. I dag indleder man en international demonstration imod datacentre. Enhedslistens Pelle Dragsted vil have indført et totalstop for nye datacentre, for nu.

Modstanden mod den hastige udbygning af datacentre vokser både politisk og blandt aktivister.

I Danmark foreslår Enhedslisten et midlertidigt stop for nye datacentre, mens demonstranter i 15 europæiske lande i denne uge går på gaden for at protestere mod de store byggeprojekter.

Enhedslistens Pelle Dragsted vil have indført et totalstop for nye datacentre, indtil Danmark har udarbejdet en national strategi på området, skriver han på Facebook.

Partiet fremsætter derfor et beslutningsforslag i Folketinget, som skal sikre større hensyn til lokalsamfund, naboer og landets begrænsede ressourcer.

Ifølge Pelle Dragsted er der behov for at tage kontrollen tilbage fra de store internationale techvirksomheder, som i øjeblikket spiller en central rolle i udviklingen af datacenterindustrien, og sørge for at de lokalsamfund som datacentre bliver bygget i får mulighed for at blive hørt.

Han mener, at lokale borgere skal høres og have reel indflydelse på beslutningerne, ligesom lokalsamfundene bør få del i de økonomiske gevinster ved etableringen af datacentre.

Nogle steder er det lykkes for lokale kræfter at få ørenlyd og standse datacentre, eksempelvis i Greve fortæller Dragsted:

“Det er en kæmpe sejr for de mange bekymrede naboer og ikke mindst lokaldemokratiet. Deres indsats har jeg alt respekt for. Men der skal mere til. For det er desværre ikke alle steder at lokale politikere lytter til borgernes protester.”

Denne politiske debat finder sted samtidig med, at modstanden mod datacentre breder sig internationalt.

Fredag og lørdag er der planlagt demonstrationer i 15 europæiske lande. Mere end 100 grupper står bag aktionerne under fællesnavnet ‘Stop Dirty Data Centres’, skriver TV 2 med henvisning til The Guardian.

Aktivisterne kræver et stop for store datacenterprojekter og peger på bekymringer om konsekvenserne for miljø, klima og lokalsamfund.

I Danmark er der planlagt en demonstration lørdag foran Microsofts datacenter i Lille Skensved ved Køge.

I indkaldelsen til demonstrationen lyder budskabet: “Sammen manifesterer vi, at det sidste datacenter i Danmark er bygget!”

Datacentrenes voksende betydning hænger blandt andet sammen med efterspørgslen på cloudløsninger og kunstig intelligens.

For Pelle Dragsted handler sagen om demokratisk indflydelse og national kontrol over kritisk infrastruktur og ressourcer.

Annonce
Annonce
Annonce