Politiet: Grædende teenagepige voldtaget foran veninde

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

En teenagepige er ifølge politiet blevet spyttet på og tævet, mens hun blev voldtaget i en lejlighed efter en bytur. Flere andre personer var også til stede på adressen

Ifølge anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi blev en 18-årig kvinde søndag morgen tvunget ud på et badeværelse, hvor hun blev udsat for flere voldtægter, knytnæveslag, halsgreb og blev spyttet på, selv om hun græd og kæmpede imod.

Det fremgår af den sigtelse, der mandag er blevet læst højt under et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Her er en 32-årig mand blevet fremstillet under anklage for at have begået de grove forbrydelser.

Manden nægter sig skyldig.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto
Se også
Hund skyder kvinde
Se også
Hjemmerøveri går helt galt: Dræber gerningsmand
Se også
18-årig anmeldte voldtægt: 32-årig bag tremmer

I grundlovsforhøret er det kommet frem, at den 18-årig kvinde og den 32-årig mand søndag morgen fra klokken 05.00 og nogle timer frem befandt sig i den samme lejlighed på en adresse i Søborg.

Anklager ved Københavns Vestegns Politi Lasse Biehl læste i retten sigtelsen mod den 32-årige op.

Her lød det, at den 18-årige kvinde blev tvunget ud på badeværelset, hvor hendes tøj blev revet af, hun blev udsat for flere slag og for spyt på ansigt og krop.

Hun blev også udsat for voldtægt og voldtægt ved andre seksuelle forhold end samleje.

Voldtægterne skete efterfølgende også andre steder i den lille lejlighed, selv om kvinden græd og hulkede.

Manden fortsatte med at slå den unge kvinde, og hun blev også kastet mod væggen inde i stuen, lød det i sigtelsen.

Ifølge politiet havde den 18-årige kvinde natten til søndag mødt den 32-årige mand under en bytur, da de faldt i snak.

Sammen med tre andre – som dels var venner med den 18-årige kvinde og en anden bekendt til den 32-årige – tog de til lejligheden i Søborg for at feste videre efter byen.

Det skriver Ekstra Bladet, der var til stede under mandagens grundlovsforhør.

Den 32-årige mand fortalte under grundlovsforhøret, at han og pigen efter at have indtaget kokain i den lille etværelses lejlighed havde sex på badeværelset og også under dynen i en seng i opholdsstuen.

Det skete efter samtykke fra begge, fortalte manden.

I stuen opholdt nogle af de andre personer sig også en del af tiden, og den sigtede forstod ikke, at han var blevet anholdt for voldtægt.

“Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig skal anklages på den måde. Der var flere mennesker. Hvis jeg voldtog hende, hvorfor er der så ingen, der reagerer,” sagde den 32-årige i retten ifølge Ekstra Bladet.

Det 18-årige offers veninde har fortalt til politiet, at hun havde svært ved at tolke signalerne fra den 18-årige, men at hun syntes, det så meget voldsomt ud.

På et tidspunkt sagde veninden til den 32-årige mand, at han skulle stoppe med det, han gjorde på den 18-årige – men hun fik at vide af ham, at hun skulle holde kæft.

Veninden sagde også, at de var nødt til at gå.

Lejlighedens ejer – der er bekendt af den 32-årige – er blevet afhørt telefonisk af politiet, og ifølge ham havde gæsterne sex, hvilket han var overrasket over, men hans indtryk var, at det skete efter fælles forståelse.

Tre af de personer, der havde festet i lejligheden i Søborg – herunder den 18-årige kvinde og den 32-årige mand – fulgtes efterfølgende fra adressen i en bus.

Da den 32-årige mand stod af, brød den 18-årige kvinde grædende sammen og græd hele vejen hjem, fortalte hendes venner.

Herefter blev sagen anmeldt til politiet.

Anklager Lasse Biehl fortalte i grundlovsforhøret ifølge Ekstra Bladet, at den 18-årige kvinde havde en række blå mærker og blandt andet et fem gange 15 centimeter stort mærke.

Den 32-årige mand forklarede, at de to efter aftale havde haft hård sex, og han mente, at mærkerne kunne være kommet efter den lille plads på badeværelset.

Dommeren fortalte under grundlovsforhøret, at der var nogle ting, der talte for voldtægt – og der var nogle ting, der talte imod voldtægt.

Dommeren mente dog, at der var nok beviser til, at der er en såkaldt begrundet mistanke mod den 32-årige mand.

Derfor blev han varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Den 32-årige mands forsvarer har kæret kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

Anklageren var tilfreds med varetægtsfængslingen og fortalte til Ekstra Bladet, at der havde været tale om et ‘hurtigt og dygtigt efterforskningsarbejde’ efter anmeldelsen var blevet modtaget, så man kunne sikre spor i lejligheden og foretage anholdelse i sagen. 

Under grundlovsforhøret havde den 32-årige sigtede flere familiemedlemmer på tilhørerrækkerne, som sad i tårer, skriver mediet.

Annonce

Annonce