112.450 deltagere stiller i dag op til Royal Run. Presse-fotos.dk giver dig her et overblik over, hvor du kan møde Kongefamilien i løbet af dagen. Vi opdaterer løbende nederst i artiklen med billeder fra eventet.
I dag møder Kongefamilien danskerne med kondiskoene på og sved på panden til den ottende omgang af Royal Run.
Løbet var allerede lidt af et tilløbsstykke, da det blev afholdt for første gang i forbindelse med den daværende Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag i 2018.
Siden har Royal Run blot vokset sig større og større, og i år kan et rekordstort felt af løbere møde Kongefamilien på ruter i fem danske byer.
Herunder kan du læse mere om, hvor og hvornår de forskellige medlemmer af Kongefamilien løber.
Vi opdaterer løbende siden med billeder fra dagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Kongen rejser tværs gennem landet
I 2026 deltager hele 112.450 løbere i de fem værtsbyer under Royal Run.
Dertil kommer massevis af tilskuere, der håber på at få et glimt af Kongefamilien og heppe på de seje løbere.
Særligt Kong Frederik vil være at finde flere steder i landet mandag.
På Kongehusets hjemmeside fremgår det, at Kongen starter dagen i Randers, hvor han forventes at ankomme cirka klokken 10.15.
Herefter skyder han årets Royal Run i gang ved at løbe en One mile, hvorefter han rejser videre østpå.
Kongen ankommer til Middelfart omkring klokken 14.00 og får her yderligere fem kilometer i benene.
Frederik afslutter dagen i København og på Frederiksberg, hvor han skal løbe 10 kilometer. Du kan møde ham ved Kongens Nytorv, hvor han ankommer cirka klokken 19.15.
Dronning Mary deltager selvfølgelig også i dagens Royal Run. Hun vil være en del af festlighederne i Helsingør, hvor hun ankommer omkring klokken 16.45 og løber femkilometerdistancen.
Kongeparrets ældste søn, Kronprins Christian, vil være at finde i Ringkøbing. Her ankommer han cirka klokken 12.30 til Ringkøbing Havn.
Kronprinsen løber på femkilometerruten i den vestjyske by.
Kongeparrets øvrige børns deltagelse fremgår ikke af Kongehusets hjemmeside.
I tidligere år har Isabella, Josephine og Vincent dog – selvom det ikke var officielt udmeldt – deltaget i Royal Run i København/Frederiksberg.
Royal Run i Randers:




















