KristenDemokraterne støtter borgerforslag om ændring i Dyrevelfærdsloven. “Dyrene har ingen stemme i Folketinget – derfor må vi være deres,” lyder det fra partiets formand.
Direktører, meningsdannere og forpersoner gik i januar sammen om et borgerforslag om ændringer i den danske dyrevelfærdslovgivning.
“Borgerforslag mod industriel svineproduktion i strid med Dyrevelfærdsloven”, hedder forslaget.
Det blev stillet af Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse. Om begrundelsen bag lyder det:
”Det er uacceptabelt, at man ser gennem fingrene med flere forhold i dansk svineproduktion, der er i strid med dyrevelfærdsloven. I hvilke andre industrier ville man vende det blinde øje til systematiske overtrædelser af loven? Det har enorme konsekvenser for dyrene, der bliver syge og kommer til skade. Det er på høje tid, at politikerne tager deres ansvar alvorligt og træder deres egen lov i gennem, så danskerne kan få et landbrug, vi er stolte af.”
Med sig havde Britta Riis ni andre medstillere. I forslaget kræver de blandt andet et totalforbud mod rutinemæssig halekupering.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Medstillere af borgerforslaget
- Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
- Signe Wenneberg, foredragsholder og journalist.
- Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, natur og skov i Greenpeace.
- Anders Morgenthaler, tegner og forfatter.
- Joh Vinding, direktør i Anima.
- Alexander Holm, biolog og miljøjournalist.
- Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.
- Kathrine Lilleør, sognepræst og debattør.
- Lars Thylander, founding partner og chairman for Thylander gruppen.
- Mickey Gjerris, teolog og lektor i bioetik.
Nu får forslaget opbakning fra KristenDemokraterne, oplyser partiet i en pressemeddelelse. Partiet forklarer, at de centrale krav i forslaget flugter med partiets politiske linje, og KristenDemokraternes formand, Jeppe Hedaa, understreger, at partiet vil være dyrenes stemme i Folketinget.
“Et samfund måles på, hvordan det behandler dem, der ikke kan tale for sig selv. Dyrene har ingen stemme i Folketinget – derfor må vi være deres. Når produktion presser værdighed og ansvar ud af staldene, er det politikernes pligt at trække en grænse,” siger KristenDemokraternes formand Jeppe Hedaa og fortsætter:
“Vi tror på et stærkt dansk landbrug. Men styrke må aldrig forveksles med hensynsløs effektivitet. Forvalterskab betyder, at vi sætter rammer, der både beskytter dyrene og sikrer, at landmænd kan producere med stolthed og ordentlighed.”
Ved sidste valg fik KristenDemokraterne ingen mandater og er derfor ikke repræsenteret i Folketinget.

