En rutinekontrol udviklede sig til en kort, men voldsom politijagt, hvor en bilist kørte mere end dobbelt så stærkt som tilladt og endte med at miste kontrollen over bilen.
Der var drama for alle pengene, da politiet torsdag ville bringe en 50-årig mand til standsning.
En politipatrulje forsøgte torsdag middag at standse en bilist i forbindelse med en rutinekontrol.
Det var føreren af bilen ikke synderligt interesseret i. Han valgte at fortsætte sin høje hastighed og forsøgte, at stikke af fra patruljen.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Under kørslen blev bilens hastighed målt til op mod 130 km/t på en strækning, hvor den tilladte hastighed var 60 km/t.
Den høje fart endte med, at føreren mistede herredømmet over bilen, som ramte flere vejskilte og standsede.
Føreren blev anholdt kort efter. Han virkede påvirket, og politiet sigtede ham derfor for både spiritus- og narkokørsel.
Det viste sig desuden, at manden ikke havde kørekort og derfor også blev sigtet for kørsel uden førerret.
Hændelsen fandt sted på Klintevej i Hjertebjerg med videre kørsel mod Stege i Vordingborg Kommune. I krydset Storegade og Katedralvej mistede bilen herredømmet og standsede efter påkørsel af skilte.
Ifølge politiet var bilen hverken indregistreret eller forsikret, hvilket førte til yderligere sigtelser. Under en undersøgelse af bilen fandt betjentene 22 kanonslag, som blev konfiskeret, og føreren blev også sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
Den 50-årige mand fra Møn blev anholdt klokken 12.26, afhørt på politistationen i Vordingborg og løsladt igen klokken 16.10. Bilen blev beslaglagt på stedet.
