Mellemfolkeligt Samvirke har allieret sig med en række danske musikere for at skabe ‘Danmarks længste støttekoncert for Palæstina’.
Den 23. og 24. oktober løber Musik for Palæstina af stablen i Den Grå Hal på Christiania.
Eventet er arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, som markedsfører det som ‘Danmarks længste støttekoncert for Palæstina’.
Alle indtægter genereret af Musik for Palæstina går ubeskåret til støtte af det palæstinensiske folk og arbejdet for en våbenhvile.
Ifølge eventsiden for Musik for Palæstina på Facebook vil 28 forskellige navne optræde i løbet af de to dage.
Størstedelen af programmet er allerede annonceret, og der er flere kendte musikere på plakaten.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiske rockveteraner og nye popstjerner
Flere generationer af musikere træder på scenen den 23. og 24. oktober for at støtte det palæstinensiske folk, der ifølge en række internationale organisationer og en uafhængig kommission nedsat af FN’s menneskerettighedsråd bliver udsat for folkedrab i Gaza.
Situationen i Palæstina har i mange år været en mærkesag for det ikoniske rockband The Savage Rose, der blandt andet besøgte en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon tilbage i 80’erne.
Bandet, der står bag numre som ‘Wild Child’ og ‘Homeless’, spiller på Musik for Palæstinas første dag, torsdag den 23. oktober.
Naja Rosa, der er datter af Thomas og Annisette Koppel fra The Savage Rose, bidrager også til støttekoncerten torsdag.
I den anden ende af programmet generationsmæssigt finder vi blandt andre indie-bandet Søn og popgruppen Blæst – der for nylig måtte lave en udskiftning på forsanger-fronten.
Blandt de øvrige navne på plakaten er Turboweekend, Kasper Winding, Mathilde Falch, Nabiha, Wafande og Raske Penge.
Ifølge Mellemfolkeligt Samvirke er der yderligere to ‘kæmpe navne’ på vej.
En sommer fyldt med demonstrationer
Debatten om situationen i Palæstina har fyldt meget på den danske musikscene i løbet af 2025.
Flere danske musikere har længe råbt op om den humanitære krise i området, men støtten blev for alvor synlig i løbet af sommeren, hvor flere koncerter på danske festivaler udviklede sig til Palæstina-demonstrationer.
I slutningen af juli skrev mere end tusind danske musikere og musikbranchefolk under på et fælles opråb til den danske regering. Og for nylig tilsluttede flere danske navne sig et internationalt boycott af Israel.
Med Musik for Palæstina fortsætter væsentlige dele af den danske musikbranche deres støtte til Palæstina.
Ønsker du også at støtte sagen og opleve to tætpakkede dage med musik, kan du købe billetter her.