En ellers festlig studentervognstur fik en yderst ubehagelig afslutning fredag aften, da vognen blev angrebet af en gruppe mænd i en bil
Efter en masse vellykkede stop under studentervognsturen fredag var Mathias Bak Sørensen og flere af hans medstuderende fra Skive College tæt på at nå turens sidste stop.
Men så gik en ellers hyggelig tur galt.
“Pludselig kørte en bil tæt på vognen og kastede æg efter os. Tre blev ramt, og de skyndte sig væk, da de så en forælder ved sidste stop,” fortæller Mathias Bak Sørensen til TV MIDTVEST.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den unge mand siger, at han ikke selv blev ramt af æggene, men at han oplevede situationen på tæt hold.
Ifølge Mathias Bak Sørensen ændrede angrebet med æggene stemningen meget markant på studentervognen.
“Vi havde det ellers sjovt, men det lagde en dæmper på det hele. Nogle blev virkelig sure og kede af det,” siger han til TV Midtvest.
Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Bøje fortæller samtidig til mediet, at man har modtaget en anmeldelse om forholdet.
“Vi har haft fat i de personer, der sad i bilen. De nægter at have kastet æggene, og det er svært at bevise noget, da vi ikke har billeder fra episoden. Men vi har givet dem en kraftig formaning,” fortæller han.