Ester Larsen var Venstre-minister i begyndelsen af 1990’erne. Hun kæmpede for frit sygehusvalg og vandt
Tidligere sundhedsminister Ester Larsen gik bort lørdag i en alder af 88 år.
Det oplyser familien til Ritzau.
Ester Larsen var minister for Venstre fra 1989 til 1993 og kæmpede for det frie sygehusvalg.
Det lykkedes hende til sidst at få gennemført i 1992. Det var hun “utroligt stolt over”, sagde hun til Altinget i 2004.
– Jeg ville give sundhedsvæsnet et så menneskeligt ansigt udadtil som muligt, lød det.
Ester Larsen blev uddannet lærer fra Frederiksberg Seminarium, og siden blev hun cand.phil. i dansk fra det daværende Odense Universitet i 1974.
I 1974 blev hun valgt ind i kommunalbestyrelsen i Kerteminde, hvor hun sad i 15 år.
En stor del af årene sad hun også i Fyns Amtsråd, før hun i slutningen af 80’erne – uden at være medlem af Folketinget – blev hentet ind som sundhedsminister i Poul Schlüters to sidste regeringer.
Efter sin tid som minister fortsatte Ester Larsen som medlem af Folketinget fra 1994 til 2005.
/ritzau/