Prinsesse Benedikte stopper for Dansk Ride Forbund efter uro

Illustrationsfoto: Prinsesse Benedikte stopper for Dansk Ride Forbund.
Illustrationsfoto.

Prinsesse Benedikte stopper som protektor for Dansk Ride Forbund. Det sker i forbindelse med den eskalerende konflikt i forbundet.

Prinsesse Bendikte stopper som protektor for Dansk Ride Forbund. Det meddeler det danske Kongehus i en pressemeddelelse.

Det sker i forbindelse med den aktuelle konflikt, der lige nu udfolder sig i forbundet.

‘Som følge af den verserende konflikt i Dansk Ride Forbund har H.K.H. Prinsesse Benedikte valgt at stoppe som protektor. Prinsesse Benedikte har været protektor for forbundet siden 1992,’ skriver kongehuset.

Nyheden bekræftes også i en pressemeddelelse fra Dansk Ride Forbund, DRF.

Prinsesse Benedikte har været protektor for forbundet i mere end 30 år. Sidenhen har hendes datter Prinsesse Nathalie også spillet en væsentlig rolle i bestyrelsen.

I slutningen af september kom det frem, at der har været stigende uro i forbundet. Formanden for Dansk Ride Forbund, Dan Boyter, har tilmed udtalt, at han har kæmpet med udfordringer blandt bestyrelsens medlemmer i forbindelse med uroen.

Interne udfordringer

‘Til min store ærgrelse har vi lige fra begyndelsen kæmpet med interne udfordringer i DRF’s nye bestyrelse, og det har blokeret for, at vi kan komme i gang med at løse de vigtige opgaver. Fire bestyrelsesmedlemmer har valgt at anlægge en konfrontatorisk linje nærmest fra dag 1, og vi står nu i den situation, at et flertal i bestyrelsen bestående af Charlotte Kjærgaard, Linnea Ericsson-Carey, Henrik Jørgensen og Nathalie Zu Sayn Wittgenstein for anden gang i vores korte arbejdsperiode har udtrykt mistillid til mig som DRF’s formand og opfordret mig til at trække mig fra posten,’ lød det blandt andet fra Dan Boyter, der har fire medlemmer bag sig.

Den anden part reagerede efterfølgende med et modsvar af formandens ord.

‘Vi ønsker ikke at gå yderligere i detaljer med de konkrete sager eller de injuerende, urigtige, grundløse og udokumenterede beskyldninger, der fremsættes af Dan Boyter, i det offentlige rum. Vi finder det mest rigtigt, at disse sager håndteres professionelt og har derfor valgt, at disse bliver behandlet i Etisk Komité under Danmarks Idrætsforbund,’ skriver Henrik Jørgensen, Linnea Ericsson-Carey, Nathalie Zu Sein-Wittgenstein, Charlotte Kjærgaard.

Dansk Ride Forbund ønsker Prinsesse Benedikte det bedste frem over. Samtidig takker de hende for det store arbejde, hun har lagt i at fremme hestesporten.

Generelt har ridesporten haft hård medfart, siden afsløringer i TV 2-programmet Operation X. Siden er uroen eskaleret.

Mary forklarer: Sådan går det med Dronning Margrethe.

ONP.