Den amerikanske skuespiller har for nylig tilbragt sin sommerferie i Danmark, og hun er dybt imponeret over landet.
Sammenlignet med naturskønne lande som Island og Norge mener nogle nok, at Danmark ikke kan hamle op med dem.
Den amerikanske skuespiller Kristen Bell er dog af en anden overbevisning. Hun har netop tilbragt sin sommerferie med familien i de tre ovenstående lande, og hun er dybt imponeret over Danmark.
Stjerneskuespilleren lovpriser endda landet og synes, at den danske kultur er ‘coolest‘.
Særligt en ting imponerede Kristen Bell og hendes mand Dax Shepard ekstra meget. Det var under en optræden i det amerikanske talkshow Jimmy Kimmel Live, at skuespilleren løftede sløret for sin oplevelse i Danmark.
‘Vi boede på et hotel, som er inde i Tivoli, der er en syv hektar stor forlystelsespark, som tilsyneladende er der, Walt Disney hentede inspiration til Disneyland,’ siger Kristen Bell.
Danmark er ‘løst’
I forlængelse med hotelopholdet forklarer hun derudover, hvor meget parrets børn nød faciliteterne i Danmark.
Hotellet havde nemlig døre ud til Tivoli, og børnene kunne dermed løbe ud i parken og prøve de mange forlystelser.
‘Og vi så dem ikke i syv timer, de løb bare rundt i København,’ siger Kristen Bell til en forbavset Jimmy Kimmel.
Talkshow-værten spørger dog også ind til, om den løse tilgang til familieferien var passende. Samtidig undrer han sig over, hvordan det kan være tilladt at tage i forlystelserne uden en voksen.
Hertil svarer Kristen Bell.
‘Åbenbart, de er begge i live. Vi kom alle hjem igen. Neej, det er meget løst i Danmark.’
Skuespilleren Kristen Bell har døtrene Lincoln på 11 år og Delta på 9 år med sin mand og skuespillerkollega Dax Shepard.