Michael Meyerheims kone er syg. Det fortæller Michael Meyerheim i sin erindringsbog, hvor han kaster lys over konens sygdomsforløb.
Den populære tv-vært, Michael Meyerheim, kan se tilbage på et langt og begivenhedsrigt liv på skærmen.
Han var den første vært, der stod i spidsen for Lykkehjulet og Go’ Morgen Danmark, og sidenhen har han også haft succes med sit eget talkshow Meyerheim og Co.
Nu er han ovenikøbet aktuel med erindringsbogen Ellers ville jeg fortryde, og her løfter han sløret for en trist nyhed.
Hans kone gennem 33 år, Gitte Meyerheim, er nemlig blevet ramt af sygdom. De sidste tre år har hun således lidt af en funktionel lidelse.
Sygdommen indebærer symptomer som hovedpine, træthed og smerter i arme og ben. Dette betyder ganske enkelt, at parret ikke altid kan gøre, hvad de har sat sig for.
Michael Meyerheim fortæller til TV 2, at sygdommen har sat et stort præg på deres hverdag.
‘Gittes sygdom gør vores dage uforudsigelige. Hvis vi har planer om at gøre noget eller besøge nogen, så ved vi aldrig før den pågældende dag, om vi kan eller ikke kan. Det afhænger fuldstændigt af, hvordan hun har det,’ forklarer den folkekære tv-vært.
Han priser sig dog også lykkelig over, at sygdommen ikke er fatal, men kalder det et angreb på deres normale tilværelse.
Michael Meyerheim og Gitte Meyerheim har været gift siden 1991 og har sammen sønnen Nikolaj på 29 år. Derudover har tv-værten også to andre børn fra et tidligere forhold.