En 13-årig pige, som blev bortført i april sidste år i Kirkerup nær Slagelse, da hun netop havde færdiggjort sin avisrute, har haft den tiltaltes bedste ven som lærer.
Det er torsdag kommet frem i Retten i Næstved, hvor vennen har afgivet forklaring.
– Jeg har været hendes klasselærer, siger vennen.
Han har i 15 år været venner med den i dag 33-årige mand, som sidder tiltalt for at have bortført og voldtaget pigen samt haft til hensigt at slå hende ihjel.
Den 33-årige har erkendt nogle af anklagerne, men han nægter, at der var tale om voldtægt, og han nægter sig skyldig i drabsforsøg.
De to mænd så hinanden jævnligt og har også boet sammen i en periode. Den bedste ven beskriver den tiltalte som “ekstremt introvert” og forklarer, at han aldrig talte om følelser.
Seksualitet var heller ikke et emne, de drøftede.
– Jeg har faktisk været af den opfattelse, at han er aseksuel. Han har aldrig vist interesse over for kvinder eller mænd. Jeg er godt bekendt med, at det nok ikke er tilfældet, men det var det, jeg troede.
Er man aseksuel, betyder det, at man oplever ingen eller meget lidt seksuel tiltrækning af andre mennesker.
Den bedste ven siger i retten, at han aldrig har nævnt den pågældende skolepige over for den tiltalte.
– Nej, mit indtryk er, at det er tilfældigt (at offeret er en, han har været lærer for, red.), siger vidnet.
Pigen var på vej hjem på cykel lørdag den 15. april sidste år, da hun ifølge anklageskriftet blev påkørt bevidst af den tiltalte, som herefter tog hende med i sin bil og kørte hende til forskellige adresser, hvor han forgreb sig på hende.
Først den følgende dag – søndag den 16. april – blev pigen fundet. Det var hjemme hos manden i hans hus i Svenstrup ved Korsør, og manden blev i den forbindelse anholdt.
Han er foruden overgrebene på den dengang 13-årige pige tiltalt for at have forsøgt at bortføre og voldtage en 15-årig efterskoleelev i Sorø i 2022 samt at have bortført, voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng i 2016.
Den 33-årige nægter sig skyldig i alt, der omhandler den 15-årige og den 17-årige.