Poltiet er tidligt mandag aften på jagt efter tre mænd, der er flygtet fra et motorvejsuheld
Mandag klokken 17.00 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en Audi Q7 kom kørende med høj hastighed syd ad E45-motorvejen fra Randers.
En patrulje tæt på kørte derfor efter bilen, men klokken 17.02 kom meldingen om, at Audien var kørt galt på afkørselsrampen ved Ødum.
Her havde køretøjet ramt en anden personbil i et hårdt sammenstød.
Det oplyser Østjyllands Politi.
‘Tre mænd er løbet fra bilen. De er stukket af ind mod Ødum,’ lyder det i den forbindelse fra politikredsen.
Der er umiddelbart ikke sket alvorlig personskade ved færdselsuheldet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Senere oplyser Østjyllands Politi, at man har anholdt alle tre personer og arbejder intenst i området.
‘Efter søgning med hunde i området, har vi nu fundet den sidste mand, vi ledte efter,’ oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X.
Afkørselsrampen til motorvejen er ryddet og farbar igen.
Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.