Kvinde dræbt i lastbilulykke: Bil kastet af vejen

En 54-årig kvinde har mistet livet efter et frontalsammenstød med en lastbil på en landevej. Det oplyser politiet nu

En færdselsulykke sent mandag eftermiddag er endt tragisk og med dødelig udgang.

Det fastslår Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi nu i en opdatering.

‘I forbindelse med færdselsuheldet er en 54-årig kvinde afgået ved døden. De pårørende er underrettet,’ oplyser politikredsen.

Lastbilchaufføren er umiddelbart uskadt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den forulykkede bil endte på taget efter sammenstødet

Den voldsomme ulykke er sket på Jyderupvej i den sydvestsjællandske by Ruds-Vedby, hvor en lastbil og kvinden i hendes personbil stødte frontalt ind i hinanden.

Sammenstødet var så voldsomt, at kvindens bil blev kastet af vejen og landede ude i grøften på taget.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, hvorfor ulykken skete.

I den indledende anmeldelse lød det, at kvinden lå bevidstløs i bilen – redningsmandskab arbejdede på at få hende ud, men hendes liv stod altså ikke til at redde.

En lægehelikopter landede kort efter sammenstødet ved ulykkesstedet, mens ambulancer og akutlægebiler også rykkede ud.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Redningsmandskab arbejder på stedet

Efter sammenstødet har Jyderupvej været afspærret, mens undersøgelser og oprydningsarbejdet står på.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser klokken 18.00, at undersøgelserne stadig pågår.

Der er endnu ingen tidshorisont for genåbning af vejen.