Mandlig bilist slap uden alvorlige skader, da træ ramte hans bil på Horsensvej. Kommune tjekker træer
Politiet har søndag afspærret en vejstrækning efter en hændelse sent lørdag aften, hvor et træ væltede ned over en kørende bil på Horsensvej i Odder.
Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X.
Nu skal Odder Kommune se nærmere på skovstykket langs vejen for at vurdere, om også andre træer er tæt på at vælte og således kan udsætte trafikanter for fare.
Forbuddet mod trafik gælder fra rundkørslen Houvej/Horsensvej mod syd til krydset mellem Horsensvej og Bredkjærvej.
Ved middagstid søndag kan politiet ikke fortælle, hvor længe afspærringen af den cirka halvanden kilometer lange strækning vil stå på.
Det var cirka en halv time før midnat, at politiet fik besked om uheldet på Horsensvej lige syd for Odder.
Pludselig væltede et træ ned over vejen og ramte en bil.
En 25-årig mand sad ved rattet. Han slap heldigvis uden alvorlige skader, står der i Østjyllands Politis officielle døgnrapport.
I godt to timer var Horsensvej spærret for trafik.
Men søndag er der altså igen lukket for gennemkørsel.
/ritzau/
