Civile overmander knivbevæbnet røver i Meny-supermarked

Illustrationsfoto

En betjent, der var i en Meny-butik, overmandede sammen med en gruppe civile en knivbevæbnet gerningsmand, der var i færd med at lave et røveri

Midt- og Vestsjællands Politi modtog onsdag klokken 18.19 en melding om et røveri i Meny på Himmerlev Sognevej i Roskilde.

Her var en gerningsmand med en kniv kommet ind i forretningen og truede kassemedarbejderen til at lægge kontanter ned i en pose.

Det oplyser politikredsen i sin døgnrapport.

Til alt held var en betjent på stedet i sin fritid, og han fik sneget sig om bag røveren og fik vristet kniven fri fra ham.

Det fik ifølge Midt- og Vestsjællands Politi røveren til at flygte ud af butikken, men fire tilstedeværende civile personer løb efter ham og fik lagt ham ned.

Efterfølgende ankom flere betjente til stedet for at anholde røveren.

Den anholdte er en 20-årig mand fra København, der i løbet af torsdag vil blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Politiet har forleden efterlyst en anden knivbevæbnet røver. Det er sket ved at vise en video af røveriet, hvor gerningsmanden trækker en stor kniv. Den kan du se her.

Presse-fotos.dk følger sagen fra Roskilde …