Statsministeren giver udlændingepolitik skyld for hårdere straffe

Engang var der ikke brug for at straffe hårdt i Danmark, men det er der nu, siger Mette Frederiksen

Udlændingepolitikken er indirekte skyld i, at straffen for kriminalitet skærpes i den nye bandepakke – og at den er blevet skærpet før.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S), som henviser til, at der før i tiden ikke var nær så meget kriminalitet i Danmark som nu.

– Der var engang i Danmark, hvor vi ikke havde behov for at straffe ret hårdt, fordi vi ikke havde ret meget kriminalitet.

– Det har ændret sig – desværre. Og det hænger ulykkeligvis sammen med udlændingepolitikken, siger hun på pressemøde om den nye bandepakke tirsdag.

Hun siger, at der er sket en stor ændring i kriminalitetsbilledet.

– Derfor har vi haft behov for at skærpe straffen ad flere omgange, siger hun.

Hun siger, at bandeudspillet selvfølgelig også retter sig mod rockerne.

– Men hvis du kigger på den udvikling, der er på kriminalitetsscenen i Danmark – og sådan har det været i rigtig mange år – er unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund, særligt fra nogle lande, jo kraftigt overrepræsenteret i de forkerte statistikker.

På pressemødet adresserer statsministeren også den kritik, der er kommet fra forskere, som siger, at hårdere straffe ikke er vejen frem.

Bandepakken indeholder mange strafskærpelser for forskellige forseelser.

Forskernes kritik afviser hun:

– Selvfølgelig har det en betydning, når en vis andel af de mest hårdkogte kriminelle sidder i fængsel i stedet for at sidde på gader og stræder. Det er sådan set bare at bruge sin sunde fornuft.

– Den tillader vi os at bruge. Og det gør vi på vegne af Danmark, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/