
Regeringen vil fremsætte et lovforslag, der forbyder afbrænding af religiøse skrifter som Koranen på offentlige steder.
Det siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde fredag.
– Regeringen har ønsket et afgrænset og præcist lovindgreb, siger han.
Han kalder det “en grundlæggende forhånende og også usympatisk handling” at afbrænde en koran.
– Det skader Danmark og danske interesser. Og risikerer at skade sikkerheden for danskere ude i verden og herhjemme, siger Peter Hummelgaard.
LÆS OGSÅ: Koranafbrænding foran Løkkes bolig: Løkke griner ad dem
Der bliver tale om en udvidelse af en eksisterende paragraf, der blandt andet forbyder afbrænding af andre nationers flag.
Strafferammen er bøde eller op til to års fængsel.
Over foråret og sommeren er der foretaget flere koranafbrændinger foran udenlandske ambassader, som har vakt stor vrede i muslimske lande. Det militante islamistiske netværk al-Qaeda har tillige opfordret til angreb på danskere.
Regeringen varslede derfor i slutningen af juli, at den ville se på, hvordan afbrændinger af koraner og andre hellige skrifter i særlige situationer kunne forhindres.
Det er det forslag, der præsenteres nu.
Justitsministeren siger, at der er en skærpet trussel. Derfor er loven nødvendig, lyder det.
LÆS OGSÅ: Tyrkiet: Anhold Rasmus Paludan
– Den er placeret i straffelovens kapitel 12, der også omhandler statens sikkerhed. For det er kernen og motivationen i det indgreb, vi foretager.
Han anerkender ikke, at man med loven risikerer en glidebane i forhold til ytringsfriheden.
– Regeringen har et samlet ansvar for Danmark og alle danskere. Vi foretager en vanskelig juridisk og politisk afvejning.
– Vi kunne ikke blive ved med stiltiende at se på, at der er få enkeltpersoner, der gentagelsesvist gør alt, hvad de kan, for at fremprovokere voldsomme reaktioner.
Regeringen har ikke planer om at foretage sig “yderligere af samme karakter”, understreger han.