Stor uro ved City 2: Tre anholdt for vold

Tre personer blev tirsdag aften anholdt for vold i forbindelse med et sammenstød mellem to grupperinger ved indkøbscentret City 2 i Høje Taastrup.

“Vi blev kaldt til området kl. 20.48, hvor meldingen lød på slagsmål. Den ene gruppering var nogle østeuropæere, og de kom op at toppes med en anden gruppering, der tilkaldte deres storebrødre, som kom dertil bevæbnet med jernrør,” fortæller vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Lars Guldborg, til presse-fotos.dk

Vagtchefen fortæller desuden, at de to grupperinger tidligere har haft et sammenstød.

LÆS OGSÅ: Kæmpemæssig udrykning til City 2

“Men om det sammenstød er af fysisk eller verbal karakter, ved vi ikke,” siger han.

“Vi endte med at anholde tre personer fra den gruppe, der kom dertil med jernrørene. Desuden fandt vi en kniv på stedet, men vi kunne ikke fastslå, hvem den tilhørte.”

Området omkring City 2 var spærret af, men afspærringen blev hævet kl. 21.50.

De anholdte er alle løsladt, men politiet opretholder sigtelserne for vold mod dem.