Region Nordjylland og Region Hovedstadens akutberedskab tester lige nu Danmarks første hjertestarterdrone. Den forventes i tjeneste i næste uge
Hjertestoppatienter får fra nu af mulighed for at få den livsvigtige hjælp endnu hurtigere til stedet.
Region Nordjylland har nemlig fået sin første hjertestarterdrone. Det er en drone, der flyver af sted med en hjertestarter, når der er mistanke om hjertestop.
Når dronen ankommer til den nødlidende patient, vil den fire en hjertestarter ned fra luften. Dronen flyver helt automatisk via GPS og kamera hen til personen, som ringer 112. Ved ankomst vil en operatør tage over og sikre, at nedsænkningen af hjertestarteren går, som den skal.
Myndighederne har store forventninger til hjertestarterdronen, der er den første af sin slags i Danmark.
“Hvert minut tæller ved hjertestop. For hvert minut der går, falder overlevelseschancen med cirka 10 procent. Hurtig hjælp og en tilgængelig hjertestarter er alfa omega, og derfor er jeg glad for, at Region Nordjylland vil hjælpe med at høste erfaringer med denne banebrydende måde at tænke sundhedshjælp på,” siger Pia Buus Pinstrup (K), der er formand for udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland.
Droneforsøget har været flere år undervejs og kommer som følge af et forskningssamarbejde mellem Region Hovedstadens Akutberedskab og Region Nordjylland.
Droneforsøget starter ud i Aalborg, men det er planen, at det skal sprede sig til resten af Danmark.