To ukrainske mænd er mandag blevet idømt fængselsstraffe for at have snydt sig til større gevinster på flere kasinoer i Frankrig.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
De to mænd på 35 og 71 år menes at have tjent mere end 270.000 euro – lidt over to millioner kroner – i løbet af mere end et år, hvor de har snydt i poker.
Mændene modtog ved en fransk domstol mandag en dom på 15 måneders fængsel.
De skal blandt andet have brugt øresnegle og skjulte kameraer.
Mændene blev 13. februar anholdt på et kasino i byen Annecy, som ligger i det østlige Frankrig.
Det skete, efter at en særlig politienhed, der holder øje med kasinoers gæster, havde noteret sig, hvordan mændene jævnligt kom på flere forskellige kasinoer.
Anklager Justine Bernardi fortalte i retten, hvordan de to mænd brugte mobiltelefoner, som under pokerspillet enten blev lagt på bordet eller gemt i lommerne på deres trøjer.
Med telefonerne kunne de i realtid sende billeder af kortene på bordet til en person i et andet land, lød det.
Denne person brugte så billederne til at analysere sig frem til, hvad mændenes næste træk skulle være i spillet, lød det fra Laetitia Blanc, som er advokat for kasinoet i Annecy.
Ifølge kasinoets direktør, Eric Perrin, kom de to mænd dagligt på kasinoet for at spille. De skal ifølge ham også have benyttet sig af kunstig intelligens.
Mændenes forsvarsadvokater har sagt, at mændene lider af spilleafhængighed.