Nu bliver det billigere at krydse Storebæltsbroen

Storebæltsbroen
Foto: Sund & Bælt

Allerede fra 1. januar 2025 bliver det billigere for nogle bilister at krydse Storebæltsbroen.

Storebæltsbroen har tronet i farvandet mellem Fyn og Sjælland siden 1998.

Hver dag krydser omkring 36.000 bilister broen, der gennem tiden ført mere end 250 millioner bilister fra Fyn til Sjælland og omvendt.

Sådan skriver Sund & Bælt selv på deres hjemmeside.

Fra næste år kan det endda være, at endnu flere bilister kan lokkes over broen – nu bliver det nemlig billigere at krydse den.

Det oplyser Transportministeriet fredag i en pressemeddelelse.

Markant prisnedsættelse

Det kommende fald i pris for at krydse Storebæltsbroen er endda et markant et af slagsen.

‘Kontantprisen for person- og varebiler op til 6 meters længde på Storebælt nedsættes fra årsskiftet med 45 kroner,’ skrives det i pressemeddelelsen.

Det er dog fortsat billigere at bruge de automatiske løsninger med for eksempel nummerplade eller brobizz.

Men fra årskiftet er den forskel mindre markant.

‘Dermed bliver kontantpriserne som de sidste nedsat med 25 pct., som blev gennemført fra 2018 til 2023 for de øvrige priser på vejforbindelsen over Storebæltsbroen,’ oplyses det.

‘Eurovignetdirektivet betyder, at der maksimalt må gives 13 procent rabat ved brug af automatisk betaling på Storebæltsbroen. Samtidig har de fleste bilister efterhånden valgt at gå over til de automatiske betalingsløsninger. Det giver en bedre og hurtigere trafikafvikling i Storebælts betalingsanlæg. Derfor har regeringen besluttet at sætte prisen ned ved kontantbetaling for person- og varebiler, så prisforskellen mellem de to billettyper bliver mindre. Det er godt nyt for dem, der kun sjældent skal over broen i bil og derfor ikke har en automatisk betalingsløsning.’

Sådan lyder det fra transportminister Thomas Danielsen i pressemeddelelsen.

Forlænger gælden

Hvert år regulerer Sund & Bælt priserne på Storebæltsbroen i forhold til udviklingen i forbrugerpriserne. Den prisændring implementeres i forbindelse med den årlige prisregulering.

Nedsættelsen af kontantprisen kommer til at forlænge tilbagebetalingstiden på den gæld, der er i A/S Storebælt.

Man regner med at gælden kommer til at tage et år længere at tilbagebetale, hvorfor Storebæltsbroen først er gældfri i 2035.

Allerede fra 1. januar 2025 kan det være slut med benzin- og dieselbiler i flere byområder. Det er nemlig kun brint- og elbiler, der må køre i zonerne.