Det ser bedre ud for Ukraine i krigen mod Rusland end længe.
Sådan lyder det mandag fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
– Den russiske fremrykning er blevet stoppet, siger Zelenskyj til den franske tv-station BFM.
– Vores militær har stoppet den russiske fremrykning i det østlige Ukraine.
Ukraine har været under et øget pres de seneste måneder, og der har været meldinger om russisk initiativ på slagmarken, selv om frontlinjen ikke rykker sig meget.
I februar overtog Rusland den østukrainske by Avdijivka, hvilket anses for at være Ruslands første større sejr siden indtagelsen af Bakhmut i maj sidste år.
Samtidig har der været udfordringer med at få vedtaget planer om vestlig militærstøtte.
Præsidentens meldinger mandag om markant bedring for ukrainerne er ikke uafhængigt bekræftet.
– Jeg kan give denne helt nye information: Situationen er nu langt bedre end i løbet af de seneste tre måneder, siger Zelenskyj.
Den ukrainske præsident siger videre, at Ukraine er ved at bygge “over 1000 kilometers” forsvarsværker.
– Når vi taler om forsvarsværker, taler vi om en løbende proces, siger han.
– Vi taler ikke om nogle få hundrede kilometer, men om mere end 1000 kilometers byggerier.
– Det er en meget kompleks opgave.
AFP