Kongehuset deler rørende øjeblik på sociale medier. Hele familien samles til familiedag på prinsesse Isabellas kaserne
Det var en helt særlig dag i dag, søndag, på Antvorskov Kaserne.
Her havde de værnepligtige ved Gardehusarregimentet nemlig mulighed for at invitere familien på besøg for at vise dem deres nye omgivelser og se dem i uniform.
Heriblandt er selvfølgelig også prinsesse Isabella, og hun fik skam også besøg af hele familien.
Prinsesse Isabella begyndte sin 11 måneder lange værnepligt for lidt over en måned siden.
Her mødte hun hele sin familie iført, hvad Kongehusets Instagram-side kalder, “Kongens Klæder”.
Også hendes far, kong Frederik, var iført uniform.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

I anledning af besøgsdagen var både kong Frederik og dronning Mary samt kronprins Christian, prins Vincent og prinsesse Josephine til stede i Slagelse.
Kronprins Christian kender dog området godt. Han var selv under uddannelse på kasernen i Slagelse frem til den 11. juni 2026, hvor han afsluttede sin løjtnantsuddannelse.
På billederne kan man se, hvordan prinsessen stolt viser særligt sin far rundt på området. Desuden kan man se på billederne, at prinsessen bærer et navneskilt på sin uniform, hvor der står “Fredensborg”.
Da kronprins Christian var værnepligtig på kassernen, stod der “Trekroner” på hans navneskilt.
På Instagram skriver Kongehuset følgende:
“Ved Gardehusarregimentets besøgsdag, hvor alle værnepligtige søndag morgen kunne invitere deres familier indenfor, fik Deres Majestæter Kongen og Dronningen samt Deres Kongelige Højheder Kronprinsen, Prins Vincent og Prinsesse Josephine mulighed for at se og opleve Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Isabella i de nye rammer og møde Prinsessens medrekrutter,” skriver Kongehuset og fortsætter:
“Prinsesse Isabella er blandt de første til at aftjene 11 måneders værnepligt og er nu godt i gang med sit liv som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i Slagelse.”
Se hele opsalget her: