Søndag bliver Naturnationalpark Gribskov indviet, og flere demonstranter er i den forbindelse mødt op.
Flere demonstranter er søndag mødt op til indvielsen af Naturnationalpark Gribskov, der er Danmarks anden naturnationalpark.
Demonstranterne er mødt op med skilte med budskaber som “nej til hegn, ja til natur” og “befri naturen”, skriver TV 2 Kosmopol.
Naturnationalparken i Nordsjælland omfatter et 1300 hektar stort område i Gribskov vest for Esrum Sø og bliver omgivet af et 22 kilometer langt hegn.
Det er planen, at der udsættes stude, krondyr og elge i parken.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det lange hegn har dog skabt utilfredshed blandt lokale. Ifølge TV 2 Kosmopol mener de fremmødte demonstranter, at naturen trives bedre uden indhegning.
Miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) holdt klokken 10.00 en åbningstale, og her blev hun mødt af både buhråb og klapsalver, skriver TV 2 Kosmopol, som er til stede ved indvielsen.
Forud for søndagens indvielse var der varslet to demonstrationer. Derfor er Nordsjællands Politi til stede ved åbningen, oplyser mediet.
Indvielsen varer efter planen fra klokken 10.00 til klokken 13.00 søndag.
Naturstyrelsen har ifølge TV 2 Kosmopol registreret 23 hændelser med hærværk i forbindelse med parken i 2026.
Det gælder blandt andet klippede hegn, ødelagte låse og porte, der er blevet tvunget åbne.
Ligeledes er der ifølge mediet blevet hængt bannere op, hvor naturnationalparken sammenlignes med en koncentrationslejr.
En naturnationalpark er kendetegnet ved, at der er store dyr, som året rundt kan græsse og give grobund for mere variation i naturen.
Skovdrift og anden produktion skal som udgangspunkt ophøre, ligesom drænrør skal fjernes, og grøfter tildækkes.
Danmarks første naturnationalpark i Fussingø ved Randers åbnede i juni sidste år.
Planen er, at der på sigt skal etableres 21 naturnationalparker.
RITZAU




