Natten til onsdag forsøgte endnu ukendte gerningsmænd at bryde ind i en pengeautomat ved at sprænge sig ind til den i den nordsjællandske by Humlebæk
Der skete i følge Nordsjællands Politi en voldsom eksplosion natten til onsdag i Humlebæk Centret, da gerningsmænd forsøgte at sprænge sig ind til en hæveautomat.
Ingen mennesker har dog angiveligt hørt og anmeldt eksplosionen, oplyser Nordsjællands Politi til B.T.. Til gengæld var det Humlebæk Centrets vægter, der opdagede, hvad der i nattens mulm og mørke var sket.
“Vægteren får en alarm og rykker ud. Da han kommer ud, kan han konstatere, at der har været en forholdsvis voldsom eksplosion i boksen,” fortæller David Eckert, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, til mediet.
Det undrer vagtchefen, at ingen personer har anmeldt sagen, da der må have været et stort brag.
Politiet er endnu ikke klar over, om det lykkedes gerningsmændene at få penge ud af automaten.
Eksplosionen har foruden hæveautomaten også ødelagt en Røde Kors genbrugsbutik, der ligger op ad.
Det er tredje gang inden for kort tid, at personer forsøger at bryde ind i en nordsjællandsk hæveautomat ved at sprænge sig ind i den, men Nordsjællands Politi ved ikke, om det er samme gerningsmænd.
Det efterforsker man nu.
Politiet fik anmeldelsen fra vægteren klokken 04.18. Centeret er nu delvist afspærret, mens teknikere og hundepatruljer afsøger stedet.
SE OGSÅ: TO PERSONER BLEV FUNDET DØDE: HER ER DET NYESTE I SAGEN
OPDATERING:
Nordsjællands Politi oplyser nu, at Hjemmeværnet er kommet til assistance til bevogtning, mens politiet foretager yderligere undersøgelser.
Politiet har nu afsluttet efterforskningen på stedet: SPRÆNGTE SIG IND I HÆVEAUTOMAT: NU SØGER POLITIET HJÆLP I OFFENTLIGHEDEN