Onsdag formiddag er Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste og politistyrker massivt til stede omkring forsvarsminister Jeppe Bruus. Ifølge Presse-fotos.dks kilder handler det om en mulig drone
Presse-fotos.dk er onsdag formiddag til stede på Lauggårds Alle i Søborg, Gladsaxe, hvor også den danske forsvarsminister Jeppe Bruus (S) er bosat.
Ifølge Presse-fotos.dks udsendte er Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD), Københavns Vestegns Politi og politiets kriminalteknikere massivt til stede omkring ministerens bopæl.
“Alt i området er fuldstændig afspærret,” siger vores udsendte.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Ifølge Presse-fotos.dks kilder skyldes udrykningen, at en drone er blevet spottet i området og kan være faldet ned ved ministerens hjem.
På nuværende tidspunkt er det ukendt, hvor den pågældende drone stammer fra.
Presse-fotos.dk har forsøgt at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi, der endnu ikke er vendt tilbage på redaktionens henvendelser.
Over for B.T. bekræfter politikredsen dog politiets tilstedeværelse i området, men vil ellers ikke gå nærmere ind på, hvad det mistænkelige forhold handler om.
Naboer er ifølge Presse-fotos.dks udsendte blevet bedt om at blive indendøre.
Klokken 11.40 har han endnu en opdatering fra stedet.
“Politiet har nu fjernet afspærringerne på Lauggårds Alle og har sat afspærringen op et andet sted på en nærliggende vej,” siger vores udsendte.
Myndighederne har endnu ikke meldt noget konkret ud om, hvad der foregår på stedet.
Forsvarsministeriet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig om sagen.
TV 2 skriver senere, at mediet også har kilder, der fortæller, at udrykningen skyldes droneaktivitet nær forsvarsministerens hjem.
Billeder viser desuden, at bomberobotten ‘Rullemarie’ er på stedet.
Opdateres ….






