Badminton Danmark uenig i kritik fra dansk klub

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

VEB trækker sig fra Badmintonligaen og kritiserer Badminton Danmark, men forbundet genkender ikke kritikken.

Direktør i Badminton Danmark Kristian Pihl er uenig i den kritik, som Vendsyssel Elite Badminton (VEB) retter mod forbundet i forbindelse med holdets udmeldelse af Badmintonligaen.

– Vi vil gerne prioritere alt, og det kan man selvfølgelig ikke, siger Pihl.

Han er uenig i, at forbundet underprioriterer ligaen.

VEB, som har vundet ligaen tre gange de seneste fem år, melder sig ud af ligaen fra næste sæson.

I den forbindelse kritiserer VEB’s formand, Jacob Juhl, Badminton Danmark.

– I flere år har badmintonforbundet ikke prioriteret Badmintonligaen.

– Det synes vi, er ærgerligt, fordi man skal have badminton i hele Danmark og altså ikke kun tænke på talentudvikling, siger Juhl.

Utilfredsheden med forbundet er ikke den primære årsag til udmeldelsen, men det er noget, som fylder i klubben.

Opsangen lader ikke til at ændre det helt store hos Badminton Danmark.

Direktør Kristian Pihl vil ikke nedprioritere talentudviklingen, lyder det.

– Jeg kunne læse, at de ikke synes, vi har ambitioner på ligaens vegne. Det synes jeg egentlig, at vi har.

Parterne er uenige i et forslag fra Badminton Danmarks side, som har til formål at få flere danske spillere i ligaen.

Juhl kalder det uambitiøst “at reducere antallet af verdensstjerner”.

Men Pihl mener, at det netop er ambitiøst at få flere danske talenter i ligaen.

Samtidig forstår han bekymringen hos VEB.

– Der er selvfølgelig nogle ligaklubber som Vendsyssel, som qua deres placering og strategi har en ret høj andel af udenlandske spillere og derfor måske vil blive ramt hårdere, siger Pihl.

VEB-formanden peger også på manglende markedsføring som en af årsagerne til, at det er svært at drive et kommercielt badmintonhold.

– Der er ingen markedsføring af ligaen. Der bliver ikke brugt ressourcer personalemæssigt eller økonomisk på ligaen.

Juhl fremhæver som eksempel, at sæsonstarten blev markeret med “et slattent Facebook-opslag”, og at forbundet dårligt nok gad at skrive om ligafinalen, som VEB vandt sidste år.

Formanden mener også, at det er for dårligt, at ligaen ikke har sin egen hjemmeside.

Spurgt til, om han overvejer at prioritere ligaen højere økonomisk og personalemæssigt, svarer Pihl:

– Jeg overvejer alt, så det er ikke, fordi jeg blankt afviser noget. Men jeg har ikke ressourcer til at ansætte en journalist til kun at dække ligaen. Det er ikke en mulighed.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce