En bil kørte lørdag aften igennem et hegn på Knippelsbro i København.
“Der er tale om et solo-uheld. Det er en 19-årig mand, der har kørt bilen igennem hegnet. Hvordan han har båret sig ad, skal jeg ikke kunne sige,” siger Henrik Stormer, vagtchef, Københavns Politi, til presse-fotos.dk
Føreren var ikke påvirket af hverken alkohol eller narko. Han er uskadt efter det voldsomme uheld.
“Men bilen har fået en del skrammer,” siger vagtchefen.
“Falck er ved at trække bilen fri, og så bliver det op til Københavns Kommune at få repareret hegnet.”
Knippelsbro er den ældste af de broer i København, der forbinder Sjælland med Amager, men uheldet har ikke påvirket trafikken nævneværdigt.