Heksene kommer flyvende, græskarrene ruller, og de underjordiske kommer frem. I efterårsferien bliver Gudhjem endnu en gang forvandlet til Halloween-by. Fra 11. til 16. oktober er der Halloween i hele byen, og programmet byder på både gys, konkurrencer, kreative aktiviteter og masser af hygge for børn og voksne.
En af de store attraktioner er den kæmpestore halmlabyrint på Gudhjem Havn, som kan opleves hele dagen. Her kan man også få æbleskiver og varme drikke. Der er også rig mulighed for at gå på jagt i byen. Hver dag kan børn blandt andet finde skjulte edderkopper i butikkerne, lede efter skeletter i Det Gamle Ishus og gætte antallet af græskar i glas. Der er præmier på spil flere steder.
Masser aktiviteter i byen
Mandag til torsdag klokken 11.00 er der Halloween-banko på Café Klint, mens der mandag til fredag fra klokken 11.30 til 15.00 er græskarudskæring på Skt. Jørgensgaard. Ansigtsmaling kan få børnene til at se uhyggelige ud hver dag fra klokken 12.00 til 16.00. For de mere aktive er der børnemotionsløb tirsdag og torsdag er der bornholmsmesterskab i græskarkast.
Godnathistorier i kirken
Når mørket falder på, fortsætter uhyggen. Mandag til fredag klokken 18.30 er der godnathistorier i Gudhjem Kirke, og lørdag den 16. oktober bliver der Halloween-svømmedisko i Gudhjem Svømmehal.

Der er altså lagt op til en efterårsferie, hvor man næppe behøver lede længe efter hverken græskar, hekse eller andre væsner i Gudhjem. Halloween i Gudhjem arrangeres af Gudhjem Erhverv, og mange af aktiviteterne er gratis.

