Den 17. september overraskede Hans Philip og Jens Ole McCoy alle med udgivelsen af en mystisk filmtrailer.
I traileren, der havde Zlatko Burić i rollen som gådefuld fortæller, blev det annonceret, at den danske rapduo har en biograffilm med titlen ‘Sort’ på vej.
Hverken handling, premieredato eller eventuel relation til et musikalsk projekt stod klart ud fra traileren.
Nu kan Ukendt Kunstner dog løfte sløret for yderligere detaljer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ny musik på vej
Lige siden offentliggørelsen af ‘Sort’ har rygterne svirret om den kommende biograffilm.
Trailerens bombastiske underlægningsmusik og cameos fra rapperne Benny Jamz og Sivas har ledt fans til at gisne om, at filmen får en musikalsk ledsager i form af et nyt album.
Den teori kan Ukendt Kunstner nu bekræfte.
I et nyt fælles Instagram-opslag fra Hans Philip og Jens Ole McCoy lyder det nemlig:
‘SORT — En film. Et album af Ukendt Kunstner.’
Samtidig kan duoen afsløre, at filmen kommer til at køre i en række danske biografer i en begrænset periode.
‘Sort’ får biografpremiere den 26. november og bliver vist til og med den 29. november.
I opslaget fremgår desuden en liste over de i alt 41 biografer, der kommer til at præsentere filmen på det store lærred.
Handlingen er dog fortsat uklar.
Filmen er instrueret af Oli Zaza, der blandt andet har stået bag musikvideoer for kunstnere som Kesi, Annika og Gilli.
Astrid Andreasen har produceret filmen for First Issue med støtte fra Scanbox Entertainment, der er distributør på ‘Sort’.
Billetsalget starter torsdag den 1. oktober klokken 10.00.
(Artiklen fortsætter under opslaget)
Andet comeback på lidt over tre år
Efter at have selvudgivet ep’erne ‘Hælervarer, side A’ og ‘Hælervarer, side B’ brød rapperen Hans Philip – den tidligere Skørmand – og produceren Jens Ole McCoy igennem med debutalbummet ‘Neonlys’ i 2013.
Pladens titelnummer blev et hit, og Ukendt Kunstner markerede sig som et af de største navne på den blomstrende danske hiphopscene.
Den status holdt duoen fast i med udgivelsen af ‘Forbandede ungdom’ i 2014 og ‘Den anden side’ i 2016 samt numre som ‘Gennem Byen’, ‘Stein Bagger’ og ‘Overleve’, inden de gik hver til sit.
Efter en årrække, hvor Hans Philip markerede sig som R&B- og popstjerne, mens Jens Ole McCoy blandt andet arbejdede tæt sammen med Noah Carter og Thor Farlov samt gjorde sig som filmkomponist, gjorde Ukendt Kunstner pludselig comeback med albummet ‘Dansktop’ i 2023.
Efterfølgende spillede duoen på flere store festivaler og gav arenakoncerter i både Aarhus og København, før de holdt en kæmpe fest på Refshaleøen i selskab med Mas, Noah Carter og Lord Siva.
Siden den store koncert i slutningen af august 2024 har Ukendt Kunstner ikke optrådt sammen eller udgivet musik i fællesskab.
Men nu er de altså tilbage med ‘Sort’, der både tager form som biograffilm og album.
Om der også ligger en turné og venter ude i fremtiden, må tiden vise.