Tydelige skader på kroppen: 26-årig stukket flere gange med kniv

En 26-årig mand blev søndag aften stukket adskillige gange med en kniv i Gellerup i det vestlige Aarhus. Han måtte køres med blå blink til skadestuen, men han er uden for livsfare.

Østjyllands Politi var tilstede med flere patruljer med hunde, der gennemsøgte området.

I døgnrapporten skriver Østjyllands Politi:

“Søndag kl. 22.39 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person var blevet stukket med kniv på Tinesvej i Brabrand. Den forurettede skulle angiveligt være på vej mod skadestuen i en privat bil, som en patrulje spottede i krydset ved Paludan Müllers Vej/Herredsvej, hvor den kom kørende i høj fart med katastrofeblinket tændt.

Patruljen fulgte efter bilen, der kørte frem til skadestuen, hvor den forurettede, en 26-årig mand, steg ud med tydelige skader på kroppen. Det viste sig, at han var blevet stukket flere gange med en knivlignende genstand, men ingen af skaderne var umiddelbart livstruende.

Området omkring Karen Blixens Boulevard/Trille Lucasens Gade/Tinesvej blev spærret af, mens der blev foretaget en række undersøgelser på stedet. Sagen bliver nu efterforsket nærmere.”