Trafikkeret bro spærret efter fund af granatlignende genstand

Arkivfoto

Et område ved Dronning Louises Bro i København er spærret af, fordi der er blevet fundet en granatlignende genstand.

Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet og B.T.

Genstanden er blevet fundet af en magnetfisker, som for tre dage siden også fandt en granat i Sortedamssøen i København.

Politiet fik onsdag aften klokken 18.12 meldingen om, at der var fundet en genstand, som ligner en granat.

– Det er ham magnetfiskeren, han fisker stadig. Og han har fisket noget, der kunne være en granat op af søen dernede, så der har vi lavet en mindre afspærring, siger vagtchef hos Københavns Politi Jonathan Wald til Ekstra Bladet.

Det kan dog være meget andet end en granat, lyder beskeden til B.T.

Politiet har tilkaldt Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD), som skal undersøge genstanden.

Ifølge B.T. kan trafikken stadig passere broen.