Tirsdag udkommer Tommy Ahlers med en selvbiografi om sit liv som iværksætter, investor og minister.
Iværksætter og tidligere politiker Tommy Ahlers udgiver tirsdag en bog om sit liv, hvor han fortæller om blandt andet sin ministertid og sine år som investor i “Løvens Hule”.
Det skriver han på Facebook.
– Bogen handler om tvivl – næret af nysgerrighed og fodret med en smule usikkerhed. Om at prøve mange forskellige ting med et gennemgående mål om også at ville forandre noget, skriver han.
Bogen vil også omhandle hans opvækst og kristne opdragelse, studietiden og forløbet med de virksomheder, han har stiftet og solgt.
Rune Skyum-Nielsen har været med til at forfatte bogen, skriver Ahlers på Facebook.
Tommy Ahlers er uddannet jurist og var som ung ansat hos konsulentfirmaet McKinsey. Senere stiftede han en række virksomheder.
Han blev et kendt ansigt i DR-programmet “Løvens Hule”, hvor han i mange år var en profileret investor. I 2018 blev han som Venstre-politiker uddannelses- og forskningsminister i VLAK-regeringen.
Han blev hevet ind udefra og var altså ikke valgt til Folketinget. Det blev han til gengæld ved valget i 2019, hvor regeringsmagten blev tabt for de blå partier, men hvor Ahlers til gengæld blev en stemmesluger med 26.420 personlige stemmer.
Ahlers forlod dansk politik i 2021 efter en periode i opposition. Dengang begrundede han det med, at politik “handler meget om spillet og for lidt om visionerne og de gode idéer”.
– Det her har været en meget svær beslutning for mig, og jeg har brugt sommeren på at tænke godt og grundigt over, hvad der var det rigtige. Jeg er nået frem til, at jeg stopper i Folketinget, sagde han dengang.
I dag er Tommy Ahlers vendt tilbage til erhvervslivet.
Om sin bog skriver han på Facebook, at ordene “er fosset ud af min mund”.
– Det er ret vildt, at den er ude om lidt, bogen. På tirsdag. Jeg er nervøs. Men jeg håber også, I vil læse med, skriver han.