Politiet rykkede ud til en særdeles besynderlig ubuden gæst.
Forestil dig, at du pludselig kan høre puslen og skramlen fra kælderen.
Din første tanke er måske rotter, indbrud eller lignende.
For beboere i en bolig på Steen St. Blichers Gade i Aarhus C, var det formentlig de tanker, der gik gennem hovedet.
Det viste sig dog, at en 48-årig mand tirsdag over middag var brudt ind i den ulåste kælder.
Det uønskede kælderbesøg blev anmeldt til Østjyllands Politi, imens den ubudne gæst stadig var i kælderen.
Det skriver politikredsen i døgnrapporten.
Manden befandt sig stadig i kælderen, da patruljen dukkede op.
Patruljen kunne konstatere, at der ikke var stjålet noget fra kælderen, hvor manden efter eget udsagn havde ledt efter noget at drikke.
Manden er sigtet for at bryde ind i kælderrummet.