To personer bragt på hospitalet efter episode i stuelejlighed

To personer er blevet bragt på hospitalet efter en brand i en etageejendom. Samtidig har adressen fået store materielle skader

Lørdag eftermiddag er der udbrudt brand i en stuelejlighed i en etageejendom på Skolegade i Vejle.

Sydøstjyllands Politi modtog sammen med brandvæsenet anmeldelsen om forholdet klokken 16.07 og var kort efter på adressen i flere køretøjer.

Her blev en kvindelig beboer ifølge JydskeVestkysten reddet ud af lejligheden og ud i en ambulance, der har kørt hende på hospitalet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan ser dele af udrykningen til branden ud

Indsatsleder Klaus Kristiansen fra brandvæsenet oplyser ifølge mediet, at branden er opstået i komfuret i lejligheden.

I den forbindelse er køkkenet fuldstændig udbrændt, mens resten af lejligheden har fået sod- og vandskader.

Brandvæsenet arbejder ved 17-tiden stadig i etageejendommen og er blandt andet i gang med at ventilere opgangen.

En anden beboer i opgangen er også blevet kørt til tjek på hospitalet, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Søren Liisberg.

Vagtchefen fortæller, at begge personer bliver undersøgt for mulig røgforgiftning.

I en anden alvorlig sag mistede en 48-årig kvinde livet, efter hendes mand havde fundet hende med store kvæstelser på en mark. Nu er en person dømt i den sag.