Svensk politi slår til i terror-sag: Trækker tråde til Danmark

Arkivfoto

Ifølge svensk anklager er der foretaget beslaglæggelser i forbindelse med terror-razzia bestilt af danske PET

Den svenske efterretningstjeneste Säpo har gennemført en terror-razzia i Malmøområdet på et tidspunkt i løbet af de seneste dage. Ifølge det svenske medie TV4 har razziaen forbindelse til Islamisk Stat (IS).

Den svenske anklager Henrik Olin siger til mediet, at der er foretaget beslaglæggelser i forbindelse med razziaen.

– Det er et par dage siden, men jeg vil ikke sige, hvilken dato det var. Det handler om hjælp til beslaglæggelser i en igangværende dansk sag, siger han til TV4.

Han fortæller videre, at det er terrorrelateret, og at det svarer til en bestemmelse i den svenske lov om personer, der deltager i en terrororganisations aktiviteter.

Ifølge ham blev operationen ledt af Politiets Efterretningstjeneste (PET). Og efter at den danske sikkerhedstjenestes henvendte sig, slog sikkerhedspolitiet i Sverige til i Malmø.

SE OGSÅ: KVINDE DRÆBT I VOLDSOMT FRONTALSAMMENSTØD

I forbindelse med aktionen skulle der være beslaglagt ti genstande. Henrik Olin ønsker dog ikke at kommentere, hvilke ting der er tale om.

Byretten i Malmø har besluttet, at genstandene skal udleveres til Danmark.

En person skulle desuden være sat i forbindelse med razziaen, men vedkommende er ifølge anklageren ikke mistænkt for en forbrydelse.

I dokumenter tilknyttet til operationen fremgår det, at myndighederne har forsøgt at få fat i personen, men ifølge anklageren er det sandsynligt, at personen “har holdt sig væk”.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få be- eller afkræftet razziaen af PET. Her lyder svaret, at man aldrig kommenterer på operationelle forhold.

Säpo har til TV4 og SVT bekræftet, at der har været en indsats, men ønsker ellers ikke fortælle noget med henvisning til de operationelle aktiviteter.

/ritzau/