Den danske tv-vært deltager i realityprogrammet, hvor kendispar skal skjule sig for erfarne efterforskere.
Mandag den 21. oktober kunne den danske tv-vært og skuespiller Stephania Potalivo offentliggøre sin graviditet.
Hun delte et opslag på Instagram med et billede af sin gravide mave, ledsaget af teksten “ENDELIG”.
Men på trods af, at Stephania Potalivo venter sit første barn med ægtefællen Nils Petter, er hun atter gået tilbage i arbejdstøjet.
De næste dage samarbejder hun nemlig med kollegaen Neel Rønholt og tager på flugt i Danmark.
Stephania Potalivo og Neel Rønholt er et af fire kendispar i den nye sæson af realityprogrammet Jaget Vildt. Programmet bliver sendt på streamingtjenesten Max og Kanal 5 i 2025.
Det annoncerer Warner Bros. Discovery i en pressemeddelelse.
I realityprogrammet forsøger de to skuespillere blandt andet at holde sig skjult fra erfarne efterforskere.
På flugt i ti dage
Politibetjentene Vlado Lentz og Christian Berthelsen er også med i deltagerfeltet, hvor de bytter roller med dem, de normalt fanger, når de selv skal på flugt i Jaget Vildt.
Det tredje par består af komikerne Uffe Holm og Torben Chris, mens influenceren Melissa Bentzen og skuespilleren Bjarne Henriksen fuldender deltagerlisten.
Melissa Bentzen og Bjarne Henriksen har tidligere deltaget i TV 2-programmet Forræder.
I programmet skal de fire par i ti dage forsøge at skjule sig for et hold erfarne efterforskere.
Den eneste regel er, at parrene ikke må overnatte det samme sted mere end en dag, inden de skal nå målstregen efter ti dages flugt.
Optagelserne til programmet starter torsdag den 24. oktober. Danskerne kan dermed være heldige at følge med i kendissernes flugtforsøg i de kommende ti dage.
Den nye sæson af Jaget Vildt får premiere på Max og Kanal 5 næste år.