Sne på vejene mandag morgen

Illustrationsfoto

Mandag morgen kan ende med at overraske mange danskere, da der kan være faldet slud og tøsne

Når den nye uge i morgen begynder, kan det starte med trafikale problemer for mange bilister.

I hvert fald hvis man skal tro meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut Bolette Brødsgaard.

Hun oplyser, at natten til mandag kan byde på sne og slud.

‘I nat bliver det igen koldt med temperaturen tæt ved frysepunktet. Der kommer efterhånden skyer fra øst, og ud på natten kan der i de østlige egne falde lidt slud og tøsne,’ fortæller Bolette Brødsgaard på DMIs hjemmeside og tilføjer:

‘Det kan nok overraske på en mandag morgen, hvor mange bilister har fået sommerdæk på bilerne. Så pas på glatte veje, når du i morgen tager hul på en ny uge.’

Søndag kommer ifølge DMI til at byde på nogen eller en del sol. Det er særlig den nordlige del af landet, der kan få solskin, mens de sydlige egne kan opleve flere skyer og enkelt lettere byger.

Temperaturen vil ligge på mellem seks og ti grader.

Søndag morgen har et glatføreuheld resulteret i et stort sammenstød på en motorvejsstrækning. Her oplyser politiet, at motorvejen vil være afspærret i flere timer, mens oprydningsarbejdet står på.