Det er en dansk politiker, der er blevet drevet ud af sit mandat, fortæller han nu selv.
Det er en voldsom sag der har rystet et lille lokalt byråd.
Det har udspillet sig de sidste par dage, og nu tager sagen en ny drejning.
(Artiklen fortsætter under opslaget)
“Tak for nu, jeg siger farvel til politik.”
Sådan starter Andreas Würtz sit opslag på Facebook, hvor han melder ud, at han ikke længere kan være med i lokalpolitik i Ikast Brande Kommune efter massiv chikane mod ham selv og hans familie.
Andreas Würtz har ellers været en aktiv del af Venstre i den lokale kommune gennem en længere periode.
Men for nylig skrev han på Facebook, at både ham selv og hans familie blev udsat for dødstrusler og chikane i sådan en grad, at han måtte sygemelde sig, men nu har han altså officielt anmodet om fritagelse fra byrådet.
“Det er en beslutning, jeg har kæmpet med, men jeg er nået til et punkt, hvor de personlige konsekvenser ganske enkelt er blevet for store,” skriver han og forklarer, hvordan han mener, at en særlig gruppe mennesker målrettet har gået efter ham på det seneste.
“Gamle forhold og påstande bliver gravet frem, oplysninger bliver videregivet til pressen, og der bliver ledt efter ting, der kan bruges imod mig,” skriver han og fortsætter:
“Jeg har lavet fejl i mit liv. Dem løber jeg ikke fra. Jeg står på mål for det, jeg har gjort, også når det er svært. Men man fejler, når man laver noget.”
Derfor forlader han nu fuldstændig politik og udtaler, at hvis målet har været at få ham ned med nakken, så er det lykkedes.
“I har vundet.”
“Det gør ondt at erkende, for jeg ville gerne have fortsat. Jeg holder af politik, jeg holder af vores kommune, og jeg har stadig masser af ting, jeg gerne ville have kæmpet for,” skriver han.
Men politik skal ikke koste alt, mener han.
“Når konsekvenserne bliver så personlige, at de også rammer mennesker omkring mig, er min grænse nået. Faktisk tog jeg beslutningen for tre uger siden inde i mit hoved. Jeg har forsøgt at kæmpe imod den beslutning, men jeg må erkende, at min krop ikke kan mere,” afslutter han opslaget, inden han takker kollegaer, støtter og folk, der har udfordret ham gennem årene.